Beskyttelseszonen for en lynafleder kan bestemmes ved hjælp af "rullende kuglemetoden" og "brudt-linjemetoden." Metoden med brudt-linje er ligetil at designe og økonomisk at implementere, selvom den er uegnet til meget høje bygninger. I modsætning hertil er den rullende kuglemetode-som er afhængig af beregningsmodellering til at definere beskyttelseszonen-meget kompleks og medfører betydelige omkostninger.
Ved at sammenligne de to betragtes den rullende kuglemetode som den mere sofistikerede og pålidelige tilgang. Det går ud på at simulere en kugle, der ruller rundt i bygningen; områder inden for kuglens bane, som forbliver uberørte af kuglen selv, udgør den "sikre zone"-i det væsentlige området uden for rækkevidde af et lynnedslag. Lynafledere har dog iboende begrænsninger med hensyn til deres dækningsområde, hvilket forklarer, hvorfor flere stænger ofte er installeret på en enkelt bygning.
Generelt gælder det, at jo højere installationspunkt og jo større antal lynafledere, jo mere effektiv er beskyttelsen af bygningen. Moderne fremskridt har forvandlet lynbeskyttelse til sikrere, mere praktiske systemer. Et sådant system er lynbeskyttelsesnetværket af typen "skjult bur-", som forbinder bygningens metalkomponenter for at danne et massivt metalnet. Dette netværk tilbyder fremragende afskærmning, er praktisk at installere og forbedrer bygningens æstetik; desuden fungerer den effektivt som en-nedleder til at kanalisere lynstrømmen sikkert ned i jorden, hvilket sikrer et højt sikkerhedsniveau.